Institut Funder Bakke

Institut Funder Bakke

Normative

..hvad er den skuffelse der indtræder når tegningen forlader sit altinkluderende magiske domæne og udskiftes med forsøget på at tvinge tegningen overens med virkeligheden, eksempel: en cykel? 
Og...

1.

 

Ude i skovbrynet ligger der et lille hvidt hus. Det første sollys rammer husets skrå tag og får den svage røgstribe fra skorstenen til at flimre. Der er ikke tale om skønhed, det ville være for vagt, men en strømlinet elegance der bringer strukturen i fokus. Lyset falder ind ad loftsvinduerne og rammer de kalkede vægge. Rummet benytter sig af lyset. Lyset er i rummet og understreger det effektive og næsten tidsløse ved det hvide rum. Selv når trægulvet buler af fugt om vinteren, fremstår rummet suverænt. Huset er arkitekttegnet efter modernismens principper. Det var en kunstner der fik det bygget som sit atelier. Et hus som et billede på en mands vision om sig selv som kunstner.

 

Sig til performerne at de gerne må komme ind nu.

 

Rummet er voldeligt, ligesom sproget: ligegyldigt hvor dumt det er, så vil det altid ekskludere nogen.

 

De leder langs gulvpanelerne, ved stikkontakten, i murens kalkede overflade, efter en revne, en skjult dør, en korridor inde bag muren. Er der et rum inden i rummet? Findes det?

 

2.

 

Man er ikke født med lysten til at læse, den overleveres. Det hører med til den sociale uligheds logikker at man er bedre stillet hvis man er barn i et hjem med bøger. Bogreolerne hos begge mine forældre signalerede at bøger var vigtige. Derfor gik jeg tit på biblioteket. Morsø Folkebibliotek, dengang det havde lokaler i en tilbagetrukket bygning i gågaden, hvor der nu ligger en Intersport-butik, som havde ophørsudsalg sidst jeg var på besøg, kun et par neon-farvede løbesko stod tilbage.

    Der var noget tiltrækkende, nærmest erotisk, ved biblioteket. At gå op ad metalhvirveltrappen til voksenafdelingen på 1. sal og slå øjnene ned for bibliotekarens disciplinerende blik, det brune sofaarrangement man kunne synke ned i, det intime ved læsningen og fantasien om tidligere og fremtidige læseres snavsede fingre på bogens sider.

    Jeg gik med en vis stolthed hjem gennem gågaden med de lånte bøger under armen. Min mors eksempel havde vist mig værdien af at skille sig ud. Hun var "kvinde i et mandefag" –hun gik altid i arbejdsbukser og havde en T-shirt med firmaets navn på ryggen– og så samlede hun på tegneserier, flettede sit hår i en lang fletning og foragtede sport. Men det afholdt mig ikke fra at lyve, da en af de ældre piger i ungdomsklubben, som jeg anså for at være en af "de populære", spurgte om det ikke var mig der altid var på biblioteket og læste bøger (så vidt jeg husker spillede Shania Twain's Man, I feel like a Woman i baggrunden). Spørgsmålet var muligvis udtryk for en reel interesse, men jeg mærkede en uimodståelig trang til at gøre alt for at blive en del af normen, som en spændt flitsbue, der giver efter og sender pilen mod målet, nægtede jeg, "Nej, jeg læser ikke".

 

3.

 

På fransk rimer kultur på marmelade, culture, confiture, og et ordsprog siger at kultur er som marmelade: jo mindre man har af det, jo tyndere smører man det ud. Der er noget panisk ved bevægelsen; at smøre sin kultur tyndt ud gennemskues som et forsøg på at dække over ens egen uformåenhed. Kulturen er et eksklusivt rum med en kode, og hvis man kender koden kan man dominere andre. Til gengæld må man leve med frygten for at blive genkendt som utilstrækkelig.

    I Nykøbing Mors repræsenterede Aksel Sandemose bysten, som stod opstillet ved bibliotekets indgang, og Jantelovens ti bud på tavlen bag den, det herskende system. Et andet kontrolsystem til selvundertrykkelse, der sidder i tanken og pålægger en tilværelse uden marmelade.

 

4.

 

Hvordan kommer man "frem i verden"? Jeg var åbenbart født som en parasit, og jeg havde hægtet mig på O. Hun duftede godt og bevægede sig i en retning som ingen andre jeg kendte. Hun gik med sort neglelak, i gotiske kjoler og læste digte. Vi gik på efterskole sammen. Folk i hendes familie var kunstnere og musikere. De boede i en villa nord for København. Jeg husker følelsen af min jyske almindelighed, da vi gik rundt i huset. Der stod et flygel i stuen. På Os værelse, inde under det mørke myggenet der hang ned over sengen, viste hun mig en lille brun kuffert med CD'er med musik jeg ikke kendte. I det hele taget var Os stil, hendes tøjsmag og de objekter hun omgav sig med, ukendt for mig. Jeg vidste at jeg var bagud og satte mig for at tilegne mig alt det O kunne lide. Til min overraskelse havde O en forestilling om mit liv i Nykøbing, "Signe ser ud over Limfjorden" skrev hun i et brev. Det lød romantisk. Var det den ubalance, det at jeg måtte nære mig ved hende, der gjorde at vi senere gled fra hinanden? Et spørgsmål om herkomst?

 

5.

 

Jeg kan huske da jeg det gik op for mig at jeg havde optaget en særlig stil på Kunstakademiet. Det lå i det tøj jeg gik med, min smag for det avantgardistiske og min ironiske distance til det populærkulturelle. Et år hvor vi som sædvanligt samledes i festsalen på første skoledag, så jeg os ligesom oppefra. Vi lignede hinanden, vi de kunststuderende.

    På akademiet havde vi hver især et atelier. Et rum som billede på den kunstneriske aktivitet. Eller billedet på at jeg ikke lykkedes med at tage rummet i brug. Rummet udstillede mig, jeg kunne ikke glemme mig selv og min opgave: produktion af kunstværker i en enhed af tid og rum. Jeg forlod min pigekrop og blev til røg. I den diffuse tilstand så jeg ned i mørket mellem gulvbrædderne, og jeg så, ligesom i hurtigt tempo, hvordan kalk aflejres på indersiden af et glas med vand, når man lader det stå på skrivebordet i nogle uger. Som røg, svøbte jeg mig om vores kroppe, for at lytte til måden vi talte om kunst på–for at forstå hvad en kunstner er.

    Den her tekst skriver jeg i sengen. Det tiltaler mig at placere mit arbejde her, i søvnens og seksualitetens domæne. Men hvordan skal det forsvares som et arbejde?


Sig til performerne at de gerne må vågne op nu.

 

Men den her skrift er også en performance; jeg performer det sprog jeg har lært mig; jeg er blevet kunstner.

 

Performerne står midt i rummet og ser op mod loftsvinduerne. Lyset rammer dem i ansigtet.

 

6.

 

I min familie er folk gode til at "lave ting med deres hænder". Hvert år til jul beundrer vi de nye frembringelser: kurve, skeer, trææsker, møbler. Den håndværksmæssige kunnen i familien går tilbage til min mormor. Hun lavede træsnit og syede elaborerede patchworktæpper. Det tæppe hun lavede til mig er sammensat af blå stykker stof. Med næsten usynlige sting har hun optegnet rækker af bogstaver der indimellem danner ord i det blå, blandt andet mit navn og ordet "FINDER". Jeg tror tæppet indeholder en hemmelig besked, jeg ikke har forstået endnu.

    Jeg føler en form for skam over den "intellektuelle" og immaterielle kunst jeg arbejder med, at kunsten ikke blev en bro mellem os, men snarere skabte en afstand. Min uddannelse som billedkunstner markerer en forskel på det jeg laver og det min bedstemor lavede. Fine arts og håndværk. Hendes arbejder blev til i fritidens domæne, jeg betragter mig som kunstner; det er mit fag; og mit arbejde tænker jeg ind i "kunstverdenen".

 

7.

 

Performerne går ud af rummet og lukker døren.

 

Jeg har lavet en klon af mig selv. Modsat mig kan hun råbe, og så er hun ikke nærsynet. Selv om hun er sin egen, er vi forbundne. Når hun bevæger sig, kan jeg mærke det. Jeg er på vej ind i rummet, nej, det er hende der går ind i rummet, jeg bliver udenfor.

 

Performerne dækker vinduerne til. Lyset er lukket ude, eller, lyset er sprængt og sluppet løs som støvkorn i mørket. Det ligner røg. Der er ikke længere forskel på rummet og indersiden af vores øjenlåg. Vi står sammen og ser i den samme retning.


Signe Frederiksen

Signe Frederiksen, 2020

Andreas Führer, 27/07/2020:

Samtale 27.07.2020


Andreas

Prøv at forklar hvad du mener når du snakker om traumet i den her sammenhæng?


Joachim

Jeg tænker det normative som et system, og et system kan være destruktivt. Man angriber ikke systemet, man ved ikke hvad det er, man tager det på sig selv, og så bliver det mere voldsomt.


En af de tekster, jeg har haft fat i i forbindelse med udstillingen, er skrevet af en psykiater, som har arbejdet med PTSD, og alle mulige andre traumer. Han beskriver enormt godt, hvordan konfliktuelle positioner ofte bliver taget på grund af traumet. En person, som er blevet udsat for vold, vil forsøge at finde en person, der kan gentage den vold. Bogen hedder "The Body Keeps the Score". Han opdagede, at der er noget der ikke hjælper, når man behandler traumer medicinsk. Fordi traumet sidder i kroppen, traumet er kropsligt, og det er meget mere kompliceret. Du kommer ikke af med det og forlænger bare processen.

Hele traumets funktion sætter fingeren på noget centralt i samfundet. Der er meget vold der genereres, det ligger i hvordan skolen fungerer, systemets måde at fungere på, hvordan racisme fungerer…


Så er der også bogen "Habiter en oiseau" af Vinciane Despret. Den handler om de grundlæggende systemer, det præ-normative. Der er en masse ting, vi gør, som handler om territorier. Der er et interessant kapitel, der handler om fugles territorier. Fuglene sætter sig på det højeste punkt og synger, viser sig og tager kontrol over et område. Andre dyr gemmer sig i deres territorium, de pisser det af, men forbliver skjulte. Fugle gør det kun i kort tid; det handler om at parre sig, herefter opløses territoriet, måske går man senere sammen for at overleve.

Det handler om, at territoriet er en beskyttelse, men også et fængsel.


Det her rum på IFB er specifikt. Traumet lyder voldsomt, men der er noget som interesserer mig i psykologien herude.